Fællesarealer


Nyheder

Info fra styregruppen

Tilføjet 19-2-2024

Den 19-2-2024 var der møde i styregruppen. Eneste punkt på dagsordenen var madpakkehusets placering og tidsplan. Forskellige muligheders fordele og ulemper blev drøftet, både hvad angår arbejdets omfang (terrænregulering), udsigt og vindforhold. Konklusion: se rød ramme på luftfotografiet.





















  • Placeringen vil blive markeret med landmålerstokke, så beboerne kan bese stedet og kommentere belsutningen.

  • Huset bestilles, så det kan tages i brug til pinse

  • Vi satser på at alt arbejdet udføres af beboerne, som opfordres til at melde sig nogle weekender i april eller først i maj.

-- o O o --

Info fra styregruppen

Tilføjet 23-10-2023

Den 11-10-2023 var der møde i styregruppen. Hovedpunkterne var

  • Beslutte hvor frugtræer og buske ved boldbanen skal plantes. Vi besluttede at plante dem på nordvolden ved petanquebanerne. Afsluttes i november.
  • Beslutte hvor vi vil lægge fliser til de to sidste bord-bænke sæt. Det bliver for enden af skuret. Afsluttes i oktober eller november.
  • Der er næppe ressourcer til at opsætte madpakkehuset i år, men inden påske til næste år.
  • Ajourføring af aktivitesplanen. Se aktivitesplanen i højre spalte

-- o O o --

Info fra styregruppen

Tilføjet 26-8-2023

Den 7-8-2023 var der møde i styregruppen vedr. omlægning af vores fællesområder. Hovedpunkterne var

  • Mødets formål var at færdiggøre den nye projektplan og dermed det nye budget, så det er klar til generalforsamlingen
  • Vi vil bede om 2 forskellige tilbud på blomstereng på Møllepold, så det kan laves til efteråret

-- o O o --

Info fra styregruppen

Tilføjet 26-8-2023

Den 22-5-2023 var der møde i styregruppen vedr. omlægning af vores fællesområder. Hovedpunkterne var

  • Vi er ikke helt tilfredse med det nye græs på boldbanen, så vi vil undersøge hvad der kan gøres ved dette
  • Beplantning af de 3 sider om boldbanen er væsentligt dyrere end budgetteret, og da økonomien i forvejen er anstrengt må vi sænke ambitionsniveaut.
  • Der skal afklares hvordan kommunen vil vedligeholde deres blomstereng
  • Også blomsterenge er meget dyrere end budgetteret, så i første omgang fokuserer vi på Møllepold
  • I stedet for en bålhytte vil vi foreslå et madpakkehus ved bålpladsen. Det er både bedre og meget billigere.
  • Alt i alt foreslår vi med andre ord ret store ændringer i projektet, hvilket skal godkendes af bestyrelsen
  • Projektet har nu kørt i 2½ år og den klassiske 3-årstræthed er ved at melde sig. Så vi bestræber os på at lukke projektet til efteråret og vil derfor lave forslag til en projektændring og et nyt budget, som skal godkendes på generalforsamlingen.

-- o O o --

Info fra styregruppen

Tilføjet 27-2-2023

Den 20. februar 2023 var der møde i styregruppen vedr. omlægning af vores fællesområder. Hovedpunkterne var

  • Fodboldmålene er ankommet, men der er for mange helligdage i den nye græsplæne
  • Der skaffes pointtavle og skraber til petanque banen
  • Vi overvejer et supplere med motionsredskaber på legepladsen, men trods stor ansøgningsaktivitet (søgt 15 fonde, afslag fra 7, accept fra 3 og mangler svar fra 5) er økonomien anstrengt
  • Regler for byggetilladelse og forsikringsforhold er afklaret
  • Overveje andre løsninger i stedet for bålhytte
  • Næste møde: 22-5-2023

-- o O o --



Bedre Rammer for fællesskab

Vi vil omlægge vores fællesarealer med henblik på større biodiversitet og større fællesskab. Helt kort drejer det sig om

  • Flere blomster i stedet for klippet græs
  • Tennisbanen omlægges til boldspil og ophold 
  • Bålpladsen renoveres, bålsted gøres mindre så der bliver plads til en bålhytte
  • En bålhytte (senere ændret til et madpakkehus)

Dette er grundigt beskrevet i en projektbeskrivelse. Klik her ....>>>>  (ajourført 7-5-2022)

Tilføjelse 23-10-2023: 

På generalforsamlingen blev det godkendt at ændre projektet, så der i stedet for en bålhytte der, hvor legeredskaberne står i dag, anskaffes et madpakkehuse som placeres ved bålstedet.

Projektet nærmer sig sin afslutning så projektbeskrivelsen vedligeholdes ikke mere. Aktivitetsplanen vedligeholdes fortsat.

Aktivitetsplanen styres opgavefordeling og tidsplan. Klik her ....>>>> (ajourført 23-10-2023)

Info fra styregruppen

Tilføjet 9-5-2022

Den 2. maj var der møde i styregruppen vedr. omlægning af vores fællesområder. Hovedpunkterne er

  • Charlotte Hylleberg (H96) er flyttet fra Høgelsbjerg. Per Steffensen (H94) er indtrådt i styregruppen i stedet for Charlotte.
  • Bord-bænkesæt anskaffes nu, men fodboldmål må vente til græsset er robust nok, sandsynligvis til efteråret
  • Layout for bålpladsen ændres, så skuret kommer i det sydvestlige hjørne og legepladsen langs skrænten mod sydøst. Trappen flyttes til midt i volden mod boldbanen.
  • Beplantningsplanen laves hen over sommeren, så den kan indgå i ønskelisten ved indvielse af boldbane og bålplads
  • Dræning af bålpladsen fremrykkes til i år, så der drænes før vi flytter rundt på tingene
  • Forsikringsforhold ved vores legeplads skal afklares
  • Finansiering. Vi skal bruge 192.000, vi har fået tilsagn om tilskud på 136.000, så der er reelt ikke noget nyt siden sidst. Men vi er ganske langt
  • Projektplanen og aktivitetsplanen ajourføres med det nye layout og den nye tidsplan

-- o O o --

Info fra styregruppen

Tilføjet 19-1-2022

Den 11. jan 2022 var der møde i Styregruppen.

Hovedpunkter:

  • Først et jobopslag: Charlotte Hylleberg (H96) flytter fra Høgelsbjerg. Så vi efterlyser hermed en afløser til et par møder i kvartalet og med en mening om ting.
  • Indsamling af sponsorpenge går faktisk om ikke over forventning, så dog rigtig godt. Vi har nu tilsagn på 137.000 og mangler 57.000. Se sidste side i den opdaterede aktivitetsplan her....>>>>
  • Også fremdriften i projektet går fint. Takket være en velvillig entreprenør og en hård kerne af flittige beboere er vi meget langt med både den nye boldbane og den nye bålplads.
  • Vi stiler efter indvielse den 20. august 2022, præcist 30 år efter indvielsen af den nu nedlagte tennisbane.
  • Men, - der er altid et men: Det er en lille kreds af tordenskjolds soldater, der yder arbejdsindsatsen. Så vi skal finde en metode til at blive flere
  • Etablering af blomsterenge på grundejerforeningens arealer er udskudt til 2023. Det skyldes at vi vil afvente de erfaringer med vedligehold og pleje, som blandt andet Aabenraa Kommune eksperimenterer med.

-- o O o --


Billeder på hjemmesiden

Tilføjet 21-7-2021

Det arbejdende folk lægger jævnligt deres billeder på FacebookgruppenHøgelsbjerg | Facebook. Nu ligger der også lidt reportager på hjemmesiden. Klik her ....>>>

-- o O o --


Der kommer også en petanquebane

Tilføjet 30-6-2021


Styregruppen har godkendt arbejdsgruppen plan for et lave tennisbanen om til en boldbane med opholdsgrupper. Samtidig er det oprindelige projekt udvidet med en petanquebane.

Jordarbejdet går i gang i juli måned. Også det nuværende bålhul bliver fyldt op og planeret.

-- o O o --


Stort tilskud fra Norlys Vækstfond

Tilføjet 14-5-2021


Vi har modtaget 64.000,- fra Norlys Vækstfond. Så målet om at lave tennisbanen om til boldbaner og opholdgrupper er nu inden for rækkevidde i år.

Også kommunens omlægning af sine græsarealer til blomsterenge er i fuld gang. Der er fræset og sået, så nu mangler kun det rigtige vejr.

Vi har i dag sendt en pressemeddelelse ud om disse ting. Klik her ....>>>>

-- o O o --


Sponsoransøgninger er i gang

Tilføjet 25-3-2021


Rugbrødsarbejdet med 2021 projekterne er i gang: økonomigruppen har skrevet og skriver flere sponsoransøgninger og arbejdsgrupperne vedr. omlægning af græsplæner, tennisbane og bålplads er i gang med konkretisering af tidsplan og udførelse med de berørte parter (kommunen, entreprenøren)

-- o O o --


Arbejdsgrupperne er bemandet

Tilføjet 23-2-2021


For en måned siden skrev vi: Nu går vi i gang.

I dag kan vi skrive: Nu er vi i gang.


Vi har fået bemandet vores arbejdegrupper til 2021 projekterne, vi har sendt den første ansøgning om økonomisk støtte, vi har fået tilbud på jordarbejde til delprojekt 1 og 2 (omlægning af tennsibanen til græsplæne og opfyldning af det nuværende bålsted ("hullet") og nogle unge beboere er ved at pille betonkanten om tennsibanen op.


Samtidig har Aabenraa Kommune besluttet at omlægge deres naboarealer til blomsterenge. Vi ser denne fine beslutning som en slags "tak for hjælpen", idet Grundejerforeningen i en del år har passet kommunens arealer med græsslåning.


Lige nu arbejder de to arbejdsgrupper på at få finplanlagt hvad der skal laves først: tennisbane (hvor der skal køres med tunge maskiner enten på cykelstien til Høgelsøj (med udgifter til køreplader) eller på det græsareal, som skal omlægges til blomstereng ved siden af cykelstien (med risiko for hjulspor, som skal udbedres). Oven over dette ligger, at vi jo ikke kan gå i gang med jordarbejdet til tennisbanen før vi har pengene.


Vi har også forenklet vores såkaldte "styrende dokumenter" idet den oprindelige projektplan er delt i to dokumenter: en projektbeskrivelse og en aktivitetsplan.


Vi vil lægge løbende ajourførte projektplaner og aktivitetsplaner på hjemmesiden.


-- o O o --


Forandringer af fællesarealerne: Nu går vi i gang.

Tilføjet 18-1-2021


I november 2020 udsendte bestyrelsen et forslag til forandring af vores fælles arealer. Klik her ....>>>>


Der kom mange tilbagemeldinger på forslaget. Klik her....>>>> 


De fleste af forslagene er indarbejdet i en ny projektplan Klik her ....>>>>. Forslag til forøgelse af projektet, har vi dog endnu ikke indarbejdet. Ud over de konkrete positive tilbagemeldinger, var der 9  ”Likes” på Facebook. En Like kan både betyde tilfredshed med indholdet af forslaget og tilfredshed med at der er tænkt over tingene og lavet et forslag.


Men det korte af det lange: bestyrelsen har besluttet at arbejde videre med forandringerne.


Så i projektplanen har vi konkretiseret det oprindelige forslag til en egentlig plan, hvor vi har tilføjet en grov tidsplan og påbegyndt en detailplanlægning af det delprojekt, som skal i gang først. 


Næste skridt er at få projektet bemandet. Som I kan se projektplanen har bestyrelsen fordelt sig på de forskellige delprojekter og opgaver, men vi kan ikke løfte opgaven alene, og vi vil gerne have så mange som muligt med i samarbejdet.


Så nu søger vi én medtovholder til hver af delprojekt 1, 2, 3, 7 og 8.


Endvidere søger vi 2 yderligere medlemmer til styregruppen og 2 yderligere medlemmer til økonomigruppen.

På et senere tidspunkt vil tovholderne søge medlemmer til de arbejdsgrupper, der skal udføre arbejdet.

 

I kan maile jeres tilbud om hjælp til faellesarealer@hogelsbjerg.dk eller direkte til det medlem af bestyrelsen, som er nævnt i det delprojekt, du gerne vil være med til at lede. Bestyrelsens mailadresser kan du se her: Kontakt | hogelsbjerg.dk.

 

Der ligger nogle spændende år foran os.

Mange hilsner

Bestyrelsen